• Den 18. million Bitcoin blev produceret i sidste uge: Fredag d. 18. september var en mindeværdig dag for Bitcoin, hvor den 18. million Bitcoin blev produceret (dvs. den blev minet). Der er altså kun 3 millioner tilbage, som ikke er blevet minet endnu. Pr. dags dato er der således produceret 85,73% af det samlede Bitcoin udbud som ender på 21 millioner. Det kommer til at tage mere end 100 år at mine de eksisterende Bitcoins, hvilket fortæller noget om den knaphed der er tale om i dette aktiv. Det har taget knap 11 år at mine de første 18 millioner og det vil tage over 100 år at mine de resterende 3 millioner. Dette skyldes at mængden af Bitcoins der bliver minet halveres hvert fjerde år, og vi nærmer os med hastige skridt den næste halvering, som kommer til at finde sted i maj 2020. Disse halveringsbegivenheder har historisk set ført til massive prisstigninger for Bitcoin (og dermed også resten af kryptomarkedet), og vi tror på at det samme vil ske denne gang (se billede ovenfor). I maj 2020 kommer Bitcoins “stock-to-flow ratio” til at være det samme som gulds (det mest knappe/sjældne aktiv på jorden), hvor den pt. er halvt så stor. Allerede i 2025 (altså efter den næste halvering igen) kommer Bitcoin til at være det første aktiv på jorden nogensinde, til at have en stock-to-flow ratio på over 100. Vi når til et punkt hvor man ikke kan ignorere hvor sjældne Bitcoins er. Hvis bare alle verdens dollar millionære ville eje en Bitcoin hver, så var der ikke nok til det.

  • Over 40 lande undersøger at udvikle en digital valuta, og amerikanske politikkere kræver handling fra centralbanken: Warren Davidson, et kongresmedlem fra Ohio udtalte offentligt på Twitter at en tokenized dollar ville være en fordel på en række parametre. Dette medførte en længere diskussion mellem Davidson og flere krypto-fanatikere på Twitter, og det fortæller noget om hvor langt vi er nået på lidt over 10 år, når politikkere og krypto-fanatikere på Twitter har diskussioner kørende om makroøkonomi og pengepolitik. Få dage efter Davidsons tweet var der yderligere 2 kongresmedlemmer der tilkendegav deres support for en tokenized dollar. French Hill og Bill Foster har sendt et brev til The Federal Reserve’s (USA’s centralbanks) formand, Jerome Powell, hvor de beder ham undersøge at lave en tokenized dollar. Indholdet i brevet fortæller bl.a. at de er bekymrede for om USA og dollaren vil miste deres status, hvis de ikke følger med på denne udvikling. The Bank for International Settlements har lavet et studie, hvor de har fundet ud af at mere end 40 lande verden over enten er i gang med, eller undersøger, at udvikle en digital valuta. Et andet element i brevet er, at hvis USA ikke selv gør det, så vil private virksomheder gøre det (som fx Libra/Facebook, J.P. Morgan osv.) hvilket medfører risiko såsom at miste kontrol over pengepolitikken, at håndhæve hvidvaskningsloven samt anti-terror overvågning. Den amerikanske centralbank har endnu ikke svaret på brevet, men debatten har taget til i mellemtiden i USA, hvor den forhenværende formand for CFTC (Commodity Futures and Trading Commision), Chris Giancarlo samt forhenværende Innovation Officer for CFTC, Daniel Gorfine, har publiceret en Wall Street artikel med titlen: Vi sendte en mand til månen. Vi kan sende Dollaren til Cyberspace.”

  • G7 opfordrer regeringer til at undersøge at lave deres egne digitale valutaer: G7, der er en sammenslutning af Frankrig, USA, Japan, Canada, Italien, Tyskland og Storbritanien, frigav en rapport i torsdags hvor de bl.a. anerkender at pengeoverførsler på tværs af landegrænser er for langsomme og for dyre, og at globale stablecoins (kryptoaktiver der repræsenterer en 1:1 værdi til fx dollaren) kunne løse nogle af disse problemer. G7 udtalte yderligere, at kryptovalutaer (såsom Bitcoin osv.) ikke er løsningen på dette problem, men at stablecoins ville være værd at se nærmere på. De fastslog dog samtidig, at intet globalt stablecoin projekt skulle begynde i praksis før alt det lovmæssige og regulatoriske er på plads, hvilket tolkes som en skjult besked til Libra Association. G7 udtaler også i rapporten, at regeringer verden over skal udvikle ‘roadmaps’ for hvordan de vil forbedre effektiviteten samt mindste omkostningen forbundet med finansielle services og betalinger. De opfordrer herudover centralbanker til individuelt og kollektivt at undersøge om det er relevant at lave deres egne CBDC’s (central bank digital currencies), ud fra en analyse om omkostninger og fordele ift. deres respektive områder.