Finansiel gigant får tilladelse til at tilbyde handel med Bitcoin i New York:
Boston baserede Fidelity, der har $2,8 billioner under forvaltning, har fået godkendelse af NYDFS (New York State Department of Financial Services) til at tilbyde Bitcoin handel og opbevaring af digitale aktiver. Giganten kan altså nu lave en platform som vil være målrettet mod institutionelle investorer som kan købe, sælge, opbevare og overføre Bitcoin på platformen. Fidelity går altså ind og er konkurrent til Bakkt, som vi bl.a. skrev om i sidste uge, der også har tilladelse i New York. Alle disse tiltag gør det muligt for institutionelle investorer (banker, pensionsfonde, familiekontorer mv.) altså det der i daglig tale kaldes “big money”, at blive eksponeret mod Bitcoin, men i regulerede produkter de kender fra den traditionelle finansielle sektor. Der er kun en begrænset mængde Bitcoins til salg, og når først de store, velhavende institutioner vil ind og have en bid af kagen, så kan prisen stige meget hurtigt. Dette er selvsagt positivt for hele industrien; jo mere infrastruktur som dette, des bedre og flere muligheder har folk for at blive en del af markedet, på en måde som de er komfortable med.

Galaxy Digital starter 2 nye bitcoin fonde, hvor ‘top 1%’ er målgruppen:
Mike Novogratz, der er milliardæren bag Galaxy Digital Holding Ltd., vil starte 2 nye Bitcoin fonde for institutionelle investorer, og hvor målgruppen er top 1% af de velhavende i USA. Studier viser, at top 1% af USA’s rigeste kontrollerer 40% af aktiver og Novogratz vil altså nu, på en reguleret måde, bringe kryptomarkedet til denne snævre befolkningsskare. De vil gøre dette med lavere gebyrer og en sikker, nem adgang til Bitcoin. Dette er altså endnu en stor spiller der investerer massivt i at gøre det nemt for de velhavende i USA at begynde at handle med Bitcoin. Alle disse investeringer bliver foretaget med henblik på at tjene penge, og både Galaxy Digital, Bakkt, Fidelity osv. er ligesom os i VGP overbeviste om, at der kommer et nyt bull marked, og det handler altså nu om at gøre sig klar til dette.

Bakkt lancerer kontant-leverede futures d. 9. december 2019:
Vi skrev i sidste uge om at Bakkt fortsætter deres udvikling og at det rygtes at de ville tilbyde kontant-leverede futures genenm deres Singapore afdeling. Dette er nu officielt blevet bekræftet, og handel med disse kontrakter starter allerede den 9. december 2019. Dette viser igen hvordan Bakkt fortsætter deres udvikling. Kampen om markedsandele blandt de store finansielle giganter bliver spændende at følge, og for de personer og institutioner der vil ind i Bitcoin er det kun godt med øget konkurrence.

Binance går ind på det indiske marked:
Binance, der er den største krypto-handelsbørs målt på handelsaktivitet, har netop opkøbt WasirX, som er en af de største kryptobørser i Indien. Binance går altså nu til angreb på et marked med 1+ mia. mennesker. Det tyder på at Binance vil være global markedsleder for kryptohandel (med undtagelse af USA), og dette opkøb er en kæmpe bevægelse i den retning. For industrien er dette igen positivt, da det betyder at befolkningen i Indien nemmere kan handle med en lang række kryptoaktiver, og de kan handle med resten af Binance platformen, som strækker sig langt ud over Indiens landegrænser.