Nye markeder tager lang tid om at modne sig, og for krypto er det ikke anderledes. Vi følger den traditionelle vej med løbende, uge for uge, at have nye interessante ting der sker i industrien, hvor nogle tager overskrifter og andre ikke gør – men hver enkelt lille nyhed hjælper mod den overordnede retning mod et etableret, stort marked. Bitcoin er kun 10,5 år gammel og har først fået ordentlig opmærksomhed indenfor de seneste 2 år, med en hel industri der har udviklet sig inden for blockchain teknologi. Herunder ses et par eksempler på nogle milepæle der i nuet virker ligegyldige, men som er værd at reflektere over i det store billede:

  • Mainstream snak: Som vi har skrevet om de seneste uger har store, prominente ledere og personer udtalt sig om krypto, hvorfor industrien bliver sværere at ignorere. Dette inkluderer den amerikanske præsident, den amerikanske finansminister, formanden for FED (den amerikanske central bank) samt længere høringer i senatet og kongressen i USA. Den almindelige presse i USA dækker naturligvis disse nyheder, og folk får i stigende grad, om de vil det eller ej, fremmedord smidt i hovedet såsom krypto, bitcoin, distribueret ledger, blockchain teknologi, decentraliseret, åben, “permissionless” osv.
  • Lettere ind- og udgange til krypto: Der findes efterhånden flere og flere måder at købe krypto på, om det så er i form af hver uge at købe for $10 over Square Cash appen i USA hver uge, eller om det fx er via Kraken, en krypto handelsbørs, som vi i VGP også benytter os af. Herinde kan man nu handle med både Dollars, Euros, Canadiske Dollars, Britiske Pund og Japanske Yen. I takt med at disse handelsbørser tager imod flere og flere valutaer, bliver det også nemmere for den almene person at komme i gang med at allokere en del af sin velstand i dette marked.
  • Regulatorisk klarhed: I de sidste 18 måneder er det blevet slået fast at hverken Bitcoin eller Ether er securities (værdipapirer). Der er stadig stor forskel på hvordan USA, Europa og Asien behandler kryptomarkedet regulatorisk, men der kommer løbende mere klarhed, og de instanser der laver lovene bliver i højere og højere grad uddannet i hvad dette marked og de aktiver det indeholder, egentlig er for en størrelse. I takt med der kommer højere regulatorisk klarhed, vil det gøre det mere attraktivt for institutionelle investorer for alvor at komme ombord, da dette i mange store virksomheder, familiekontorer, pensionsfonde osv. er et krav. 
  • Mere sofistikerede produkter: Der kommer løbende flere og flere sofistikerede produkter, og iværksættere der tænker på nye måder at lave virksomheder i denne industri. Et af mange eksempler er LedgerX, som er for nyligt har annonceret at de er den første virksomhed til at få godkendelse til at lancere fysisk leverede Bitcoin futures kontrakter i USA. Dette betyder, at investorer kan købe futures kontrakter med Bitcoin, og også få udbetalt profit i Bitcoin, og altså ikke kun i Dollar. Dette kan ligne et lille skridt på overfladen, men kan vise sig at være et kæmpe skridt i bagklogskabens lys, da det er endnu et eksempel på en ny måde at eksponere sig i kryptomarkedet, via produkter som den almene person allerede kender til.