World Economic Forum samler konsortium til at regulere krypto 
World Economic Forum mødtes igen i år i Davos til deres årlige møde, som strakte sig fra den 21. januar til den 24. januar. I år var der bl.a. krypto på dagsordenen hvor de i fredags annoncerede, at de vil lave et globalt konsortium til at regulere digitale valutaer. World Economic Forum vil altså lave et “framework for governance of digital currencies, including stablecoins”, øge adgangen til dette nye finansielle system gennem innovative løsninger, og de tror på at financial inclusion kun vil opnås hvis industrien er reguleret på en ordentlig måde, som kræver et ordentligt privat-offentligt samarbejde mellem relevante virksomheder og aktører. Organisationen kommer altså til bl.a. at indeholde forskellige centralbanker, iværksættere og blockchain analytikere, som skal bruge deres viden om kryptoaktiver til at lave en vedholdende lovgivning på området. Dette er et vigtigt datapunkt der indikerer, at den økonomiske elite ikke længere ignorerer denne nye innovation, men i stedet aktivt har tænkt sig at forholde sig til den og påvirke den.

Square vinder patent som Fiat-til-krypto betalingsnetværk 
Jack Dorsey’s Square fortsætter med at innovere på højt plan. Som vi har skrevet om flere gange har de på Square Cash appen (det amerikanske svar på MobilePay) lavet muligheden for at købe og sælge Bitcoin i november 2017, og volumen har været stigende lige siden. De har internt i Square lavet et team der fokuserer udelukkende på krypto ved navn Square Crypto, som blandt andet har:

  • Hyret Steve Lee, en forhenværende direktør fra Google til at lede teamet
  • Givet et legat til en Lightning Network og Bitcoin udvikler der går under pseudonymet “ZmnSCPxj”, som tillader ham at arbejde fuldtid
  • Annonceret deres første produkt, som er et “Lightning Developer Kit” der skal hjælpe wallet og app udviklere med en nem måde at lave brugerdefinerede oplevelser.

Senest har Square fået et patent der skal tillade fiat-til-krypto handler, hvor man som afsender kan betale i hvilken som helst valuta man ønsker, og modtageren kan modtage betalingen i en hvilken som helst valuta de ønsker, ved at konvertere afsenderens valuta til modtagerens ønskede valuta. Patentet kan i fremtiden komme til at inkludere support for andre aktiv klasser som fx aktier, lån og afledte aktiver (derivatives). Jack Dorsey, der både har stiftet Twitter og Square, er en af vor tids største iværksættere, og at han bruger så meget tid og ressourcer på at udvikle Bitcoin infrastrukturen er et kæmpe plus for hele industrien. Jack bruger ressourcer på ting som ikke nødvendigvis gavner Square direkte, men som gavner hele Bitcoin industrien, og de fokuserer udelukkende på Bitcoin på nuværende tidspunkt – ikke altcoins. Som vi før har skrevet er det imponerende, at Jack har overbevist sine aktionærer om at bruge penge på noget der ikke direkte kan ses på bundlinjen for enten Twitter eller Square.

Vodafone trækker sig fra Libra samarbejdet 
Vodafone er den seneste virksomhed til at trække sig fra Libra samarbejdet. Mere nøjagtigt er de det ottende selskab der trækker sig fra Libra Association efter PayPal, MasterCard, VISA, Mercado Pago, eBay, Stripe og Booking Holdings har gjort det samme. Visionen bag Libra er at øge ‘financial inclusion’, altså at bringe finansielle services til de fattigste i verdenen, og en talsmand fra Vodafone har udtalt, at de gør dette bedst ved i øjeblikket at fokusere på deres digitale betalingsservice M-Pesa: “Vi har fra starten sagt at Vodafones ønske er at bidrage til at øge financial inclusion, og vi er fortsat fuldt dedikerede til at opnå dette mål.” M-Pesa servicerer i øjeblikket seks Afrikanske nationer, og Vodafone har således planer om at udvide dette. De vil altså bruge ressourcerne der var afsat til Libra på deres eget betalingsnetværk. Hvorvidt et samarbejde kan komme på tale i fremtiden hvor M-Pesa kan benytte sig af Libra som stablecoin kan ikke afvises, men for nu har Vodafone ikke noget med Libra at gøre.

SEC beskylder Telegram for at lancere token salg for at betale for servere
Det amerikanske “Securities and Exchange Commission” (SEC), har en kørende sag mod Telegram, hvori de beskylder deres 2018 token salg, der rejste $1,7 milliarder, for at være en security (altså et værdipapir). Nøglen i argumentet fra SEC er, at token salget blot var en substitut for equity finansiering. Et kort resumé af sagen er, at der findes dokumenter der kan påvise, at Telegrams CEO, Pavel Durov, havde ledt efter forskellige måder at rejse penge på. Durov manglede i 2017 penge til at købe Messenger’s servere og betale for services relateret hertil, han overvejede at sælge aktier men gjorde det ikke, og ville heller ikke have ads og anden markedsføring på Telegram, da han frygtede det ville skræmme brugere væk. I stedet endte de med det rekordstore token salg, som i følge Telegram selv ikke er værdipapirer: “Grams giver ingen berettigelse til nogen indkomst, udbytte eller renter i Telegram. De ligner heller ikke aktier eller anden form for equity.” De første høringer i sagen er skemasat til næste måned.

Binance sætter fokus på det japanske marked
Kryptobørsen Binance har sat fokus på at lancere en ny trading platform, der er dedikeret til det japanske marked. I en blog fra i torsdags skrev Binance, at de overvejede et strategisk partnerskab med Z Corporation og en eksisterende japansk-baseret kryptobørs ved navn TaoTao, for at arbejde sammen og tilbyde handel i landet.

Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående nyheder, eller ønsker du at høre nærmere om VGP CAPITAL, kan du kontakte os her.